Troen, nøglen og det evige liv

Sara Duborg Døssing, BA i Kunsthistorie

I kristendommen finder vi en forestilling om det evige liv, eller rettere sagt livet efter døden. Når jeg skriver døden, mener jeg kun den jordiske død, hvilket i sig selv indikerer, at der findes et evigt liv efter døden. Det indikerer, at der måske i hvert fald er noget af dig, der ikke kan dø. Den forestilling tog teologen Søren Kierkegaard op i teksten Sygdommen til døden i 1849. I teksten fremsætter han en teori om, at mennesket bliver et selv (opnår en højere grad af selvbevidsthed), når det står i forhold til sig selv. Det at stå i forhold til sig selv vil hos Kierkegaard betyde, at man reflekterer over sig selv, som et væsen der er skabt eller ’sat’ af noget andet [Gud]. [1] Hos Kierkegaard, kan du slet ikke være et selv, hvis du ikke forstår din skaber som en del af dig selv. I Ærtebjergs grønne spraytegning Forvandling [5] fremtræder noget for os, der både kunne ligne en krop men på samme tid også et kors. Korset og kroppen smelter sammen, og troen bliver en del af mennesket. Således forenes det guddommelige og det menneskelige. Hvis vi skulle sige det med Kierkegaards ord, så skabes der er syntese mellem det timelige og det evige.[2] Det timelige kan vi forstå som noget menneskeligt og endeligt. Livet på jorden har en vis tid og derfor også en slutning. Det evige derimod hører til hos Gud eller i hvert fald i det spirituelle, og fordi vi er skabt af Gud, har vi som mennesker også det evige i os.

Nøglen er et gentagende motiv i Ærtebjergs billeder, og det indgår også som en del af den føromtalte spraytegning. I Matthæus Evangeliet siger Jesus til disciplen Peter: ”Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.”[3] Jesus overrækker himlens nøgle til Peter, og giver ham på den måde magt til at råde og bestemme over, hvem der kan få adgang til livet efter døden. Peter får nøglemagt. Nøglen kan mere bredt siges at have symbolværdi for noget der enten åbnes, lukkes, løses eller bindes. For mig er der en helt klar sammenhæng mellem netop nøglen og troen i Ærtebjergs pink og grønne spraytegninger. Nøglen udspringer næsten helt naturligt fra den plante eller det væsen, der har afgivet sin silhuet på papiret. Er det Peters nøgle til himmeriget, er det nøglen til et andet menneskes hjerte, eller er nøglen til noget helt tredje? Indtil videre kan vi nok blot forholde os til, at den i hvert fald kan være symbol på det at åbne op eller lukke i for noget.

”Ifølge Platons filosofi er menneskets erfaring af sanselig skønhed ikke selv sanselig, og den er derfor heller ikke bundet til sanseligheden. Skønhedserfaringen er derimod intellektuel og kan af samme grund føre sjælen videre til den åndelige skønhed, som det sanselige har sin skønhed fra. Denne bevægelse kulminerer i en erkendelse af den ideale skønhed, det skønnes idé, som sjælen allerede har skuet tidligere, men som den siden har glemt. Skønhedserfaringen løfter med andre ord sjælen fra det materielle til det immaterielle, og dette virker forandrende, fordi den dermed lader sjælen realisere sig selv igennem erkendelse af sit sande væsen.”[4]

Netop det at skønhedserfaringen hos den græske filosof Platon forstås som en intellektuel proces, der leder sjælen videre til en form for åndelig erfaring gør, at skønhedserfaringen må kunne siges at åbne sindet som en nøgle. Professor i idéhistorie, dr.phil og dr.theol. Dorthe Jørgensen skriver da også, at vi mennesker gennem hhv. den metafysiske, den religiøse og den æstetiske erfaring kan få en følelse af at have oplevet noget guddommeligt.[5] Hun understreger, at guddommelighedserfaringen ikke er erfaringen af en given Guds nærvær, men i stedet er mennesket, der nærmer sig en immateriel sfære af betydning – nærmer sig noget, der hverken er gudeligt eller menneskeligt, og derfor ofte er noget, vi ikke rigtigt kan forstå.[6]

Jeg tror, at mange mennesker vil give mig ret i, at det at gå i kirke kan opleves som et sansebombardement. Oplevelsen af det smukke kirkerum og de ceremonier, der udspiller sig derinde, kan bringe dig i en helt anden stemning. Den overvældende oplevelse kan tolkes religiøst som en slags erkendelse af noget helligt, men det kan også blot opleves som en spirituel, mystisk eller æstetisk oplevelse. Den overvældende følelse kan beskrives som noget, der rækker ud over vores forstand. I skønhedserfaringen bliver vi altså rystet fra vores ståsted. Vi bliver bragt ud, hvor vi ikke kan bunde, og er nødt til at finde nyt fokus. Netop derfor søger vi at forklare de øjeblikke, vi oplever som uforståelige. Vi søger hele tiden at skabe mening i verden omkring os.

For mange vil mødet med Ærtebjergs billeder da måske også lede til en undren eller fortvivlelse, for hvad er meningen med dem? For mig er det nærliggende af læse dikotomier ind i Ærtebjergs symbolverden. Det er modsætningsforhold som barn og voksen, pige og kvinde, religiøs og ikke-religiøs. Det er menneskets transformationer, og hvad der spiller ind på dem i udformningen af identitet. Ærtebjerg viser i sine billeder de helt grundlæggende vilkår i livet – det generelt menneskelige.

Billederne er en slags udforskning af, hvad det vil sige at være hhv. menneske, kvinde, pige, seksuelt væsen, troende - hvad det vil sige at leve. Nøglen og nøglehullet bliver en vej ind til det, der er lukket, og lukker det, der er åbent. Måske er det det åbne og lukkede sind, eller måske er det manden og kvindens kønsorganer, der skal passe sammen, for at lukke op for et nyt liv. Værktøjet, der også spiller en stor rolle i mange af Ærtebjergs værker, er det, der omgiver os. Det er det, vi definerer os selv ved, nemlig arbejdet. Vi arbejder og arbejder, og livet kører i ring. Den evige trommerum er sat i gang, og vi kan ikke stoppe den. Hos Ærtebjerg skal det evige liv ikke blot opfattes i tråd med den kristne forestilling. Det evige liv sker også på jorden. Det evige liv er nemlig også denne evige trommerum. Det er livet, der kører i ring. Det er en cyklisk bevægelse. Liv skabes - liv leves - liv forgår - liv skabes - liv leves - liv forgår. Det evige liv er det, der gentager sig selv. Det er menneskets vaner og ritualer, ligesom det er de kirkelige ritualer, der kommer igen hver højmesse, hver påske osv. Det er minderne om de døde, og håbet for de levende. Det er det evige liv.

Noter:

[1] Søren Kierkegaard: Frygt og Bæven, Sygdommen til døden [1849], Taler, red. Lars Petersen og Merete Jørgensen, København: Borgen 1989, s. 173.

[2] Kierkegaard, op. cit. s. 173.

[3] NT, Matt. 16.19

[4] Dorthe Jørgensen: Skønhed – en engel gik forbi, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2006, s. 55.

[5] Jørgensen: op. cit. s. 204-205.

[6] Ibid. s. 205.