Sometimes I feel like a motherless Child

lic. theol. Povl Götke (ph.d.), præst og forfatter

Kathrine Ærtebjerg er sin helt egen. Som kunstner er hendes sprog så karakteristisk og konsistent, at man ikke er i tvivl, når man støder på et værk fra hendes hånd. Formerne og farverne. Tegnene. Hendes værker danner et univers.

Det er et meget mærkeligt og bizart univers. Det er ekstremt kønnet. Egentligt er alting i vores verden kønnet, når det kommer til stykket, men tit skjules lige netop det forhold. Det fortrænges og undertrykkes. Helt anderledes er det i Kathrine Ærtebjergs værk. Hendes univers er umiskendeligt et kvindeunivers med en kvinde som hovedfigur og udsigeposition.

Jeg er selv præst og dermed ansat i en branche, hvor det i massiv grad altid har været mandens blik på verden, og mandens udfordringer i det hele taget, der er det definerende. Selv om kvinder spiller en bemærkelsesværdig stor rolle i Bibelen i forhold til mange andre religiøse tekster, så er generelt far-søn-relationen også her et tilbagevendende og dominerende tema. I kristendommens forvaltning af det bibelske univers bliver det tema som bekendt det altafgørende omdrejningspunkt. Selve frelsen er i kristendommens teologiske tradition blevet gjort afhængig af, at man anskuer Gud-menneske-relationen som en far-søn-relation.

Religionernes prioritering af mandens perspektiv og interesser er i høj grad sket på kvindens bekostning, hendes perspektiv på verden, hendes blik på krop og seksualitet, hendes relationelle udfordringer. Det er en verden, som har været lukket land, og som på mange måder faktisk stadig står foran sin udforskning. En udflugt i det ærtebjergske univers er en inspirerende opdagelsesrejse, hvis man gerne vil blive klogere på kvindekønnethed.

I Ærtebjergs billeder skildres ofte et pigeliv. Et ensomt pigeliv. Sårbart og skrøbeligt. Der er noget infantilt til stede i billederne, og det knytter sig vel at mærke ikke til billedernes strukturelle elementer eller til de naturskildringer, som forekommer i dem, men til den figur som ofte optræder i det enkelte billede. Infantiliteten kommer både til udtryk i stregen og i udtrykket. Det er ikke mismod og fortvivlelse eller gråd og tænders gnidsel, der præger udtrykket, men en form for påtaget naivitet, en tilstræbt overfladiskhed, en blank bevidsthed. Der er måske nok kaos rundt omkring hovedpersonen, men hun beskytter sig selv og holder masken. Munden smiler, det gør øjnene ikke. Det er en tragisk, infantil figur. En person som har været gennem det obligatoriske syndefald, men alligevel ikke helt, så noget i personen er før, og noget andet er efter syndefaldet. Der er piger, og der er kvinder i Ærtebjergs billeder, men det er som om, at de aldrig møder hinanden. Endsige forsoner sig med hinanden. Det giver splittelse, sorg og savn.

Syndefald, erkendelse – og ensomhed
Beretningen om syndefaldet i Bibelen handler om, hvordan mennesket mister sin barnlige uskyld og opdager en anden og langt større verden. Syndefaldet handler altså om erkendelse, dramatisk udvidet erkendelse. Et paradigmeskifte, en gennemgribende ændring af mind-set. Tingene er ikke bare, hvad de er, men de betyder noget. De kan betyde flere ting på samme tid. Og de kan vurderes. Også negativt. Det gør ondt at føde, og det er træls at arbejde. Erkendelse er altså også forbundet med fremmedgørelse. Den mellemmenneskelige ensomhed reproducerer sig i forholdet til det univers, som personen er indfældet i, og i forhold til den natur som kroppen er en del af. Syndefaldet betyder, at mennesker bliver fremmede for hinanden, de opdager deres kønnethed og skammer sig over deres nøgenhed, og de kommer samtidig på kant med naturen, for nu at formulere det med den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup.

Introspektion
Spillet mellem indeni og udenfor foregår på flere planer i Kathrine Ærtebjergs billeder. Der er en masse natur, men det er ikke den ydre natur – træer, buske, bakker, strand, hav -, som præger værkerne. Det er derimod den indre natur; kroppens natur. Der er en masse surrealistiske strukturer, som minder om bændelorme, tarme, sædceller, fækalier, follikler og æggeledere og æggestokke, gopleagtige organismer og tanglignende forekomster. Det er niveauet lige over det molekylære, hvor cellerne har dannet basale strenge og er vækstet sammen i klynger og knuder, som kan være benigne og maligne. Det ærtebjergske værk er en ubåd, som udykket sejler rundt på bevidsthedens blanke overflade, og neddykket bevæger sig rundt i kroppens væv, vener og vaskulære system. Det er ikke til at adskille de forskellige planer. De hænger sammen og påvirker hinanden, men danner ikke en stor og harmonisk organisme. Det er et univers, ikke et kosmos.

A long way from home
I det ærtebjergske univers er man på en og samme tid uhyre tæt på virkeligheden - og langt væk hjemmefra. Man er i virkeligheden. Ingen tvivl om det. Nu vil man også gerne hjem. Længslen efter at komme hjem kan pege i forskellige retninger og føre forskellige steder hen. Hvordan man forsøger at komme hjem, hvilke stier og veje man vælger, har sandsynligvis også og ikke mindst noget med livsfaser at gøre. Længslen kan pege indad og inspirere til at gå på opdagelse i sindet og bruge seksualiteten til at få selvet og virkeligheden til at gå i sync og dermed skabe et rum, hvor man kan opholde sig. Et hjem. Men længslen kan også pege udad og inspirere til at gå på opdagelse i samværet og bruge ritualet til at få skabt forbindelsen mellem virkeligheden og selvet. Meditation og sex, salmesang og altergang er på den måde funktionelle ækvivalente – for nu at udtrykke det luhmannsk - i forhold til at respondere på den kalden, som ligger i længslen.

Længslen har mange udtryk hos Ærtebjerg, men noget er med tiden forandret. Hun er nemlig begyndt at trække en kristen ikonografi ind i sine billeder. Den postmoderne og komparative kunsthistoriker Julian Bell hævder i Verdensspejl – en ny kunsthistorie, at kristen ikonografi indeholder tre elementer: struktur, natur og figur. I den forstand har Kathrine Ærtebjergs billeder altid placeret sig inden for den kristne tradition. Men det interessante er, at hun tilsyneladende føler et behov for at anvende konkrete symboler og tegn, der hører til kristendommens udtryk, for eksempel - og ikke mindst! – korset.

Måske er hun i den henseende generationstypisk. Kathrine Ærtebjerg tilhører en ny generation af kunstnere, som ikke er helt unge længere. De er blevet myndige, måske selv mødre og fædre, og befinder sig midt i livet. Godt og vel. Samtidig er det en generation, som for de flestes vedkommende ikke har fået stærke ideologiske holdninger og livsanskuelser ind med modermælken, for eksempel kristendom eller kapitalismekritik. Det religiøse engagement har allerhøjest været en form for uforpligtende kulturkristendom. Det betyder, at kristendommen ikke længere føles belastende på samme måde som tidligere, fordi man ikke har skullet frigøre sig fra den. Derfor bliver det i en vis forstand uskyldigt at lade det kristne symbolsprog indgå i værkerne, selv om man dermed er med til at recirkulere det. Man kan gøre det uden ”modernisternes” angst for at blive stigmatiseret og sat i bås. Det lukker ikke længere et værk, men åbner for nogle nye facetter, nogle nye betydningslag. Ved siden af alle de andre. Det sker i hvert fald i Ærtebjergs tilfælde.