Kathrine Ærtebjerg

Jeg vil i denne tale beskrive nogle bevæggrunde for min udstilling “En sky er en pige er en dreng er en kat” i Nikolaj Kunsthal, hvor Ovartaci er gæsteudstiller. Jeg vil ikke gå ret meget ind i de enkelte værker, men fortælle overordnet om hvad jeg har haft på sinde.

At være kreativ er en nødvendighed for nogen af os. Den kreative proces kan være et helende sted, hvor jeg’et kan få lov at være i hele sin komplekse helhed. Et sted hvor jeg’et kan folde sig ud, af sig selv, med sig selv, og være med alt det, som har rørt. Alle sorgerne og glæderne, alle ideerne, alle de billeder, al den musik, alle de ord som har gjort indtryk. Være med alt dette som er blevet en del af mig og skabe noget på ny. Give det som er, en ny stemme, et nyt billede, måske endda en ny begyndelse.

I Overtaci finder jeg glædeligt en kreativ overmand.

Jeg ser Ovartaci som en kunstner som elskede at skabe, legende, med meget energi og med sin længsel.

Jeg har valgt at lave en udstilling sammen med Ovartaci fordi mødet mellem hans værker/hans verden og min, er spændende for mig. Når jeg ser ind i hans verden bliver jeg fanget og fastholdt og jeg bliver rørt.

Hans verden er mærkelig, og alligevel er den selvfølgelig; for det virker som om der er en lige vej fra følelse og ide til udtryk og handling i hans verden. Og det kan jeg forstå og genkende.

Jeg røres af den længsel jeg mærker i Ovartacis værker - længslen efter frihed, længslen efter at forstå livet, og længslen efter at forstå hvordan livet leves rigtigt. Længslen efter selvkontrol, og længslen efter intimitet, nærvær, skønhed, kærlighed, glæde.

Jeg så for første gang Ovartacis værker sammen med Julie Nord i 2016, for jeg har aldrig været optaget af Outsider Art. I første omgang var jeg fascineret af sammenhængen mellem værkerne fra Ovartacis hånd og mængden af værker i Ovartacis oeuvre.

Det var dog først i forbindelse med at Anne Valbjørn interviewede mig om Ovartaci til hendes bog “Ovartaci Vild visionær verdenskunstner“, at jeg kom dybere ind i Ovartacis værker. Jeg blev overrasket over at møde mange fælles interesser mellem os,, fx Interessen for religiøse ideer som reinkarnation og hvordan ideen om reinkarnation kædes sammen med det liv man lever. Også interessen for køn, for selvom Ovartaci og jeg har to forskellige tilgange til kvinden, er netop køn centralt for os begge. Og interessen for ordene - fortællingen og digtet. Og interessen for musik.

Det er dejligt at møde en kollega på tværs af tid. Kunsten er levende.

Udstillingen her i Nikolaj er en udstilling jeg har lavet med mine og Ovartacis værker, med lov fra leder af Museum Ovartaci Mia Lejsted selvfølgelig. (Jeg ved jo ikke om Ovartaci ville sige ja hvis han blev spurgt). Jeg bruger Ovartacis billeder i min fortælling, mit sceneri. Jeg har valgt at mine værker overvejende kredser om barnet og det unge menneske, og Ovartacis værker repræsenterer den voksne kvinde. Herved synes jeg der opstår en sjov og interessant forskydning. (Manden som kvinde og kvinden som barn). Ved at flette min verden sammen med Ovartacis bliver nye muligheder og nye udsagn åbnet.

Sengen jeg har lavet, er en reference til Ovartacis seng, som er at se på Museum Ovartaci. Mit værk, der hedder: “Sky, pige, dreng, muldvarp, sommerfugl, hvirvelvind, snefnug, blomst, kat”, er en barneseng, som er tom. Kun digtet/ordene/muligheden er tilbage, som skrevet på dynen - muligheden for forandring, forvandling. Muligheden for at drømme sig væk, dreje af fra sin skæbne, skabe sig selv.

Både Ovartacis og mine figurer er personlige og dog en slags arketyper. Som det personlige kan blive fælles, arketypisk, når det skæres ind til benet. Og måske krydses vores veje netop det sted hvor jeget er helt sig selv: Åbent, kreativt og legende, og parat til at være noget andet, noget mere end bare jeg.

Kathrine Ærtebjerg, København, 2024