Kathrine Ærtebjerg

Hvordan er din udstilling kurateret?

Museumsinspektør Ellen Egemose og jeg har sammen valgt malerierne, som er med på udstillingen. Vi besluttede, at vi oven i ville vise træfigurer, animation og keramik. Malerierne blev valgt ud fra deres fortælling og figuration – hvor den var mest slående eller radikal. Mange af de mere maleriske og abstrakte billeder er derfor blevet valgt fra. Så det er de illustrative billeder, de surrealistiske, de dramatiske, tekstbillederne og værktøjsbillederne, vi har valgt. Og så har jeg lavet nye værker. Det har været vigtigt for Brandts, at udstillingen – som jo er retrospektiv – viser værker fra de seneste 20 år. Men også, at der er nye værker, fordi jeg jo ikke er død, men i fuld gang. Det, jeg lavede for 20 år siden, er stadig aktuelt som en forbindelse til det, jeg laver nu. Jeg har særligt arbejdet videre med de rumlige værker til udstillingen. Lige nu er jeg i gang med at lave et lydværk, som er det sidste værk, der skal laves til udstillingen. Og så har vi i sidste øjeblik valgt at tage udstillingens ældste værk med, nemlig en leporello fra 1997/2002. Den består i nogle hurtigt udførte tegninger fra 1997, nogle ansigter, som siger, hvad de er: ‘jeg er en kvinde’, ‘jeg er en pige’, ‘jeg er en klovn’ og ‘jeg er en sommerfugl’. Teksten kommer ud af munden på ansigterne. Det handler om identitet og om forestillingsevnens kraft. Den er meget enkel og let forståelig, hvor de senere værker er blevet mere komplekse og har bevæget sig i flere forskellige retninger. Leporelloen fungerer derfor som et meget tidligt billede på, hvad resten af min udstilling handler om, hvor det hele har sin rod. Det forbinder sig med lydværket, som er det eneste andet sted i udstillingen, hvor der optræder et ‘jeg’, mens resten er sådan et svævende ‘hun’, hvis der overhovedet er en person.

 

Et andet værk, som står centralt i udstillingen, er De tusind gåders sted, som er et maleri fra 2006. Det er bogstavelig og billedlig talt et nøgleværk på udstillingen. Hvorfor er det værk så vigtigt?

Det var et værk, vi fra begyndelsen var enige om, skulle være titelværket, fordi titlen er meget sigende og fordi, der markeres et sted. Det gådefulde og det flertydige er meget vigtigt som et åbent rum, beskueren skal gå i dialog med. Samtidig indgår der i billedet en række motiver, som også findes i andre værker og bliver udfoldet på forskellige måder. Vi bruger nøglehullet i udstillingsdesignet. Men i maleriet er der det nøgne pigebarn, øjnene, nøglen og nøglehullet samt værktøjet i form af en saks. Og så er der ligesom et diffust rum, maleriets rum på en måde.

 

Hvorfor har du valgt nøglen og nøglehullet som gennemgående elementer i udstillingen?

Det er nogle elementer, jeg har brugt on and off i lang tid. Og fordi jeg har arbejdet med værktøj som motiv de seneste 4-5 år, så er nøglen blevet meget åbenlys igen. Jeg har lavet nogle ting i træ, som er mere installatoriske værker: en stor kæde og den her store nøgle og nøglehullet, som man møder først i udstillingen, faktisk allerede ude på gangen. Så de er kommet meget igen via værktøjstemaet, som for mig handler om, hvad det er, man har til rådighed eller hvilke muligheder det er, man bliver født med adgang til. Hvilke værktøjer har man til rådighed for at tackle sit liv? Så det spiller på nogle banale metaforer og jeg har på denne udstilling bredt dem ud, kan man sige.

 

Du taler om værktøjerne som metaforer. Men de jo også meget konkrete i udstillingen. Kan du sige noget om, hvordan de indgår i din udstilling?

Ja, netop fordi jeg bruger de rigtige værktøjer fra den fysiske verden direkte i billederne, så får de et andet præg end tidligere, hvor de var malede. Nu lægger jeg værktøjerne på lærredet og spraymaler, så der kommer en negativ form eller silhuetten af de forskellige værktøjer. Det gør, at virkeligheden fremstår med et surrealistisk præg og på en anden måde, end den har gjort tidligere. Det banale bliver meget tydeligt, fordi tingene simpelthen har ligget der. Det interesserer mig meget, at noget, der er helt enkelt, kan have mange forskellige betydninger. Det er noget, jeg altid har arbejdet med. Jeg forsøger gennem maleriet at vise, at billedet af tingen kan mere end den faktiske ting.

 

I traditionelle retrospektive udstillinger er værkerne ordnet kronologisk og ofte med afsæt i kunstnerens biografi. Hvordan har du struktureret din udstilling?

I min udstilling møder man fra begyndelsen værker, som er meget tidlige, men kombineret med værker, der er helt nye. De gamle værker ledsages mange steder af træfigurer, som er nye. Så nye greb er sat sammen med ældre greb. Der er helt klart nogle maleriske forskelle, men værkerne kredser meget om det samme. Det synes jeg selv, er interessant. Jeg synes også, det skal være lidt udfordrende, ikke for pædagogisk. Jeg har tillid til, at beskueren kan rumme sammenstillinger på tværs af tid og at det faktisk gør tingene mere interessante. Jeg synes heller ikke, jeg egentlig gennemlever en lineær udvikling. Det er mere cyklisk og gentagende ud fra nogle grundstemninger og grundlæggende temaer, som jeg forsøger at udfolde. Nu har jeg fået de her store rum til rådighed og så synes jeg, det er oplagt at udfolde noget, som kan ses mere overfladisk, men også giver plads til kompleksitet. Det har nok altid været min intention, at værkerne skulle kunne rumme forskellige niveauer og tilgange. Det er blevet et meget tydeligt greb i denne udstilling, fordi der både er de banale gentagelser og noget, som bevæger sig ud ad forskellige tangenter.

 

Kan du forsøge at sætte ord på, hvad udstillingens gennemgående elementer er?

Egentlig er værkerne på udstillingen ret forskellige, men forhåbentlig på en måde som giver mening for publikum alligevel. Der optræder en del motiver, som er de samme, men som optræder på forskellig måde. For eksempel forvandlingsmotivet med kvinden, der ligger ned og træet, der vokser ud af hendes krop. På mindre skala er der nogle cirkler, som næsten går igen i alle billeder, ligesom ægget. For en, der slet ikke kender mine værker, vil de nok virke meget forskellige, men jeg håber alligevel, man kan se nogle sammenhænge og kan fornemme den overordnede, komplekse helhed. Det har været vigtig for mig, at få udstillingen til at fremstå som en helhed. For mig handler udstillingen som helhed rigtig meget om forestillingens kraft, både eksistentielt og psykologisk. At man er betinget af nogle forhold i sin tilværelse, men også har et mulighedsrum. Og der ser jeg forestillingsevnen som en helt afgørende, frisættende mulighed, mennesket har og som kunsten er genial til at åbne for. Kunsten har en rolle som noget frisættende, der kan bryde med normer og sætte spørgsmålstegn ved, hvordan vi gør tingene.

 

Hvad er det for nogle grundtemaer, man møder i udstillingen?

Det handler meget om identitet og om forvandling. Om frihed på et mere abstrakt plan. Om refleksion. Værkerne er udvalgt intuitivt i forhold til at få de stærkeste værker med.

 

Du tilhører en gruppe af kunstnere – kvinder – der tidligt fik prædikatet ‘eventyr’ hæftet på jeres værker. Hvordan opfatter du selv dit forhold til eventyret?

Hvis man ser eventyr som et sted, hvor alt kan ske, så kan jeg godt identificere mig med det. Sådan føler jeg egentlig, mit maleriske univers er. Jeg kan rigtig godt lide, at det er åbent. At flertydigheden og det fantastiske også har en plads. Jeg har det meget svært med kunst, der er belærende. Så selv om der måske er nogle pædagogiske elementer i det her med gentagelser og meget enkle motiver, så er det på ingen måde min intention at være belærende. Jeg kan godt lide åbenheden og det her med menneskelig udvikling, som der ofte også er i eventyr. I det hele taget har litteraturen, poesien og filosofien været en stor påvirkningskilde for mig. Men ikke specielt meget H.C. Andersen. Jeg har faktisk aldrig læst H.C. Andersen! Hvis jeg skulle nævne nogle direkte inspirationskilder, så er det mere nogle af de japanske animefilmskabere, for eksempel Hayao Miyazaki. Men i mindst lige så høj grad poesien, religionerne og filosofien. Så det er ikke eventyr som en bestemt litterær genre, der har betydet så meget. Jeg ser egentlig mere prædikatet ‘eventyr’ som mediernes måde at prøve at indkredse noget, der har været fælles for en generation. Sådan tror jeg bare, det foregår, når man skal sættes ind på kunstscenen. Det er okay med mig.

 

Du beskæftiger dig i dine værker med drømme og det ubevidste, som psykoanalysen og surrealisterne også var optaget af. Vil du fortælle noget om det?

Jeg er i hvert fald meget optaget af, at der både findes bevidste og ubevidste elementer i billederne. At der på den måde ikke er noget endeligt – heller ikke for mig. Og at der derfor hele tiden kan føjes noget til. Det psykologiske interesserer mig rigtig meget. Det kommer til udtryk på forskellige måder. Dels er der nogle symboler, som kan have forskellige betydninger. Jeg leger med at skubbe til symbolerne, så vejen fra at de betyder noget, til at de ikke betyder noget, bliver ret kort. Man kan tillægge motiverne en masse betydning, men måske er det også bare tæt på ingenting. Det synes jeg, er interessant. Det er noget af det samme med selve materialet. Det her med, at maling egentlig er ret meget ingenting. Men at vi alligevel tillægger det en betydning, fordi vi ønsker, det skal give mening. Noget, der er vigtigt for mig – sammen med idéen om forestillingsevnen – er et malerisk nærvær. Det er jo alt sammen håndlavet. Og det er meget vigtigt, at jeg har stået med min krop og udført det. Selv om jeg ikke ønsker, det skal handle om mig specifikt, så er det alligevel vigtigt, at der er en kropslig tilstedeværelse. At det ikke er maskinelt lavet. At alt er håndlavet, giver en form for nærvær, håber jeg. Billedets nærvær er vigtig for at kommunikere nogle følelsesmæssige aspekter. Jeg tror egentlig, der kommer en sårbarhed tilstede i værkerne, ved at man kan mærke, at der har været en krop, som har lavet det.

 

Hvordan skaber du egentlig dine billeder? Arbejder du med skitser og forarbejder eller er der plads til mere spontane udfoldelser?

På udstillingen kan man se en ret stor udvikling i, hvordan jeg arbejder. Billederne fra omkring 2004-2006 er mere illustrative og de er malet ud fra skitser. Ofte er det ud fra fotografier af opstillinger, som jeg har skabt, og derefter har lavet skitser ud fra. Så har jeg skaleret dem op i format på lærreder. Ikke at det på nogen måde har været intentionen at kopiere et foto. Men der er alligevel en grad af illustrativt præg i de tidlige værker i forhold til senere, hvor tingene simpelthen er mere spontane. Det er en udvikling, som vidner om et gradvist voksende behov for mere nærvær og krop i det. Om mindre kontrol, mere spontanitet. Jeg har ønsket at undersøge, hvad det mere ukontrollerede kunne. Så egentlig viser udstillingen, at jeg laver mine billeder på mange forskellige måder. Der er nogle forbindelser på tværs af tid. Mine nye figurer med værktøjer er på en måde meget kontrollerede, for jeg bruger konkrete ting, men der er også et stort rum for tilfældigheder, for det er svært at styre spraymalingen og jeg har ikke øvet mig meget i det. Jeg bruger det bare og jeg ved ikke, hvor det ender. Jeg foretrækker mere og mere at lave tingene spontant. Men samtidig er der også på udstillingen nogle værker, som er mere konstruerede. Træværktøjerne er jo tegnede op helt konkret. Og så er der det her lydværk. Det er det store, afsluttende værk. Det er egentlig et værk, der bliver lavet til sammenhængen. Det er ret vildt, for det er noget, jeg aldrig har arbejdet med før og vi er stadig i gang med det, så jeg ved ikke helt, hvordan det bliver. Men det er tydeligt for mig, at denne udstilling er en personlig udstilling. Jeg har aldrig lavet så stor en udstilling. Jeg har aldrig sat tingene sammen over så lang en periode. Jeg kan mærke, at det inddrager mig som person mere, end det har gjort tidligere. Ikke fordi, jeg ikke tidligere har været tilstede i mine udstillinger. Men denne udstilling handler mere om min biografi. I lydværket synger jeg nogle af værktitlerne. Min datter er også med. Hun reciterer titler, der siger ‘hun’ – og måske er det så henvendt til mig. Det giver det hele et meget mere biografisk touch, at jeg lige pludselig er der som en rigtig krop og stemme. Og at min datter er der! Så det er ret spændende og helt klart inspireret af den specifikke sammenhæng.

 

Vil du fortælle lidt mere om, hvordan du bruger ord i dine værker – ikke bare som titler, men som elementer i nogle af værkerne?

Sprog har altid betydet meget i mine billeder, fordi jeg altid har været optaget af det eksistentielle og det psykologiske. Refleksionen og spørgsmålet om, hvordan vi hænger sammen, er jo sådan nogle sproglige ting. Og poesien, som bruger sproget på den her mere abstrakte måde. Så sprog har altid været meget inspirerende for mig. Det har også haft betydning i værkerne, fordi jeg hele tiden balancerer mellem at ville fortælle noget og alligevel ikke rigtig vil fortælle noget. Jeg vil gerne trække beskueren et bestemt sted hen, men jeg vil ikke lukke betydningerne. Det skal helst kunne stå åbent. Så med mine titler fører jeg beskuerene et sted hen, hvor der er bestemt betydning på færde, et andet lag end billedet, men som også gerne skal åbne det i en anden retning. Sproget har ligesom en plads i værkerne på forskellige måder. En overgang arbejdede jeg med at få ordene ind på lærredet. Det var egentlig et ønske, jeg havde haft i mange år, men som også var meget svært at arbejde med, særligt sammen med figurationen. Så man kan egentlig sige, at jeg arbejder med både det sproglige, det figurative og det maleriske på forskellige måder. I nogle værker er ordene inde på lærredet og får på den måde mere vægt, men samtidig bliver det måske også et ornament. Men sproget har en meget grundlæggende plads som noget der skaber betydning, men som også bryder med betydningen igen.

 

Du har fra begyndelsen også brugt håndskrevne eller håndmalede titler på væggene, frem for almindelige titelskilte. Det har jeg altid opfattet som en insisteren på et malerisk nærvær helt ud i dine titler…

Det tror jeg helt klart er dér, hvor poesien kommer ind. Da jeg begyndte at lave kunst, var det digte. Som barn var det måske mere musik. Men som ung, hvor det blev mere bevidst kunst, var det digte. Det var fordi mine venner var digtere. Og fordi det lå ligefor, det var på en måde nemt, det kræver kun en blyant og et stykke papir. Så det har bare været med hele vejen, selv om det ikke har været så tydeligt. Men det er også noget med den kommunikation, der finder sted – et arbejde med beskueren. Altså billedet er én ting, men det sproglige lag er altid koblet til billedet. Det spiller jeg jo lidt på. Carsten Juel, min gamle lærer på akademiet, sagde at billeder skaber ord. Du kan ikke se på noget, uden at du danner dig tanker om, hvad det er. Så dér spiller jeg i virkeligheden på flere heste, for at udfolde noget, som vil noget, men også vil åbne noget.

 

Ja, for som jeg kender dine arbejder, er der også i din måde at bruge sproget på også en malerisk kvalitet, som minder lidt om det du fortalte tidligere om at lave billeder, at de kan glide umærkeligt fra at ligne noget til at være noget ubestemt, eller ingenting. På samme måde rummer dine ord også tit flere betydninger og bliver vanskelige at fiksere eller de bliver helt konkret udflydende og ulæselige…

Helt sikkert. Der er jo meget med det her ‘hun’, som fungerer som en meget enkel og banal og alligevel også stor ting. Men i mange af ordbillederne bruger jeg meget ægget og jeg bruger også forskellige grøntsager. Dér tænker jeg egentlig lidt det samme. For eksempel ægget, som er noget helt almindeligt og meget, meget basalt, men som kan have utrolig mange betydninger. Vi spiser det, men kvindens æg er også roden til livet. Det kan have nogle meget banale betydninger og nogle meget eksistentielle og kæmpestore betydninger. Lidt det samme med løg og pølse. Jeg kan egentlig godt lide det her med det banale. Der er en humor knyttet til det, at tingene falder sammen og ikke rigtig er noget. Når man bliver konfronteret med, at noget, man så som meget ophøjet, lige pludselig ikke er noget. Hvis man kan have den humor, samtidig med at der er en seriøsitet. Det tror jeg egentlig er min ambition, at de kan leve side om side. At der kan være en forløsende humor samtidig med at der er en alvor. For det er jo os, det handler om. Og i bund og grund er min kunst et meget opbyggeligt projekt. Jeg forsøger virkelig at redde noget. At redde beskueren og at redde mig selv via kunsten. At være med til at give os noget tillid til os selv og hinanden og livet, ikke?

 

Betragter du din kunst som en undersøgelse på beskuerens eller dine egne vegne?

Jeg tror, det skal være begge dele på en gang. Det er kun, hvis det er begge dele på en gang, at det virker. Ellers bliver det en udvendig ting, hvor det er mig, der ved bedre. Det er også der, ironien kommer ind. Altså, hvornår er det ironisk, hvornår er det sarkastisk, hvornår er det bare humor? For på en måde kan man selvfølgelig sige, at jeg er ret bevidst om mine greb. Så jeg har jo en viden om værket, som beskueren ikke har. Men jeg forsøger at give mig hen til det på en måde, hvor jeg ikke hæver mig op på en alvidende position. Det er selvfølgelig op til beskueren at mærke, om det giver resonans.

 

Man kunne omvendt spørge, om værket har en viden om dig, som du ikke selv har?

Altså, det håber jeg måske lidt, ikke? Dér tænker jeg også, at verden altid er mere, end vi ved og kan forestille os og har intentioner om. Og kunsten er jo en del af verden. Jeg gør brug af materialer, jeg gør brug af billeder, som allerede findes. Jeg bruget alt muligt, som allerede er i verden. Man kan spørge, hvor er ‘jeget’ henne? Ja, det er der og det er der med en krop, som gør noget, men ‘jeg’ er jo farvet af tusind ting. Det er jeg ret bevidst om. Der er masser af referencer i mine værker, selv om folk altid har sagt, at mine arbejder er meget personlige. Jeg trækker på et væld af forskellige ting. Det er en del af mit projekt at pege på, at vi er betinget af alt muligt uden for os selv. Der er aldrig nogen, som agerer i enerum. Derfor tænker jeg også, at mødet med publikum ikke er så fjernt. Jeg lægger noget ud, ligesom alle mulige andre kommer med deres bud. Man er aldrig neutral, alle kommer med noget. Både når vi giver til hinanden og når vi tager fra hinanden.

 

Kan du nævne noget af det, som har påvirket din kunst?

I høj grad hele kunsthistorien. Jeg har altid elsket billeder. Og så er der de mere litterære ting som poesien, religionerne og den filosofiske kunstteori. Men også musikken. Og beslægtet med det religiøse har forskellige, mere trancelignende meditationsformer optaget mig meget. Min kunstneriske metode med koncentration, fuld fokus og at være meget tilstede i materialet kan hænge sammen med erfaringer fra meditativ praksis, for eksempel mantrameditation, hvor man gentager, gentager og gentager et mantra, så det fylder én og der ikke er plads til andet – i hvert fald i glimt. Det er lidt det samme, når jeg maler. Jeg kommer ind i et rum, der er meget her-og-nu.

 

Musik er en god analogi, fordi der typisk både er noget melodisk og noget cyklisk på spil, for eksempel et refræn, der kan have mantra-karakter, hvor ordene er mindre betydningsfulde, men influeres af stemningen i det melodiske. På samme måde bruger du i dit maleri kombinationen af konkrete ord og abstrakt maling, så noget andet og mere end selve ordene bærer en stemning eller noget affektivt med sig.

Ja, det er rigtigt. Hvis vi går tilbage til det retrospektive og biografiske, så var jeg ikke et barn, der tegnede specielt meget. Men jeg spillede blokfløjte. Og jeg tror egentlig, at musikken har betydet meget for mig i forhold til det her med at skabe sit eget rum, altså at gå meget ind i noget. Barokmusik, som man typisk spiller på blokfløjte, består rigtig meget af gentagelser, variationer af et tema. Det tror jeg, har betydet ret meget. Men også følelserne. Musik er jo meget stemning og følelser. Og måske et sted, hvor man tillader ikke at sprogliggøre kunsten, hvor den kan få lov til at være i sig selv. Når man taler om billedkunst, er der jo en stærk tendens til at ville sprogliggøre den. Det gør man måske også med musik, men det er som om, man kommer til kort. Man kan ikke sætte ord på. Det er i virkeligheden også svært med meget billedkunst, men det bliver meget tydeligt i musik, at man slet ikke kan, at det er noget andet, måske noget følelsesmæssigt, kropsligt, der er på spil. I den forstand er det sjovt for mig nu at lave et lydværk, hvor jeg også synger og spiller blokfløjte. Altså, det er jo helt pinligt. Men det er også lidt sjovt, nu hvor jeg er blevet 52 år og har en mid career-udstilling, at blotte mig på en måde, som jeg i hvert fald ikke har gjort før. Det er i hvert fald lidt interessant for mig selv og jeg synes, jeg giver publikum lidt mere af mig selv. Jeg gør det jo ikke alene, vil jeg lige tilføje. Jeg har et samarbejde med en komponist.

 

Handler det pinlige ikke lige så meget om en sårbarhed og udstilling af en teknisk inkompetence, som om en udlevering af noget privat?

Jo, det er helt klart også det, for jeg er jo på ingen måder musiker. På et plan handler det om, at jeg gør noget, jeg ikke kan. Men det spiller jeg jo også lidt på i malerierne. Det er måske bare ikke så tydeligt. Men det gør jeg egentlig. Det er på ingen måde min intention at lave tekniske præstationer. Heller ikke selv om jeg forfiner tingene meget og jeg er meget perfektionistisk. Jeg kan godt lide, at der er en eller anden form for ubehjælpelighed i det. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det… Måske en enkelhed. Altså, i de nye malerier følte jeg også, det var pinligt, at de tenderede fiduskunst. Jeg bruger nogle greb, som man meget nemt kan kopiere. Men jeg synes også, det er interessant at turde gøre det. At man tør gøre noget, som folk nemt bare kan lave deres egen version af. Jeg kan godt lide, at der både er en insisteren på noget og en sårbarhed til stede på samme tid. Måske er det fordi, jeg er en ret blufærdig person, men jeg kan mærke, at det at spille blokfløjte og at min datter er med, er en ret stor ting for mig. Selv om det måske ikke er særlig privat, så bliver det alligevel grænseoverskridende for mig. Men det siger måske mest noget om min blufærdighed.

 

Noget, som er gennemgående i dine værker, er en interesse for kroppen og dens muligheder for at forvandle sig. Kan du fortælle noget om det?

Selvfølgelig er der noget med køn. Det er helt klart, at det er en kvindekrop. Det er jeg meget bevidst om. Jeg har spekuleret meget over, hvad forskellen på mænd og kvinder er. Ja, der er noget med kønnet og nogle hormoner, men hvor stor betydning har det biologiske? Det synes jeg, er vildt interessant. Det handler jo også om, hvilken krop er man. Hvad vil det egentlig sige at være en krop? Hvor meget kan man styre sin krop? Hvor meget er vi påvirket af processer, vi slet ikke kender til? Der er alt muligt med kroppen, som er meget tilstede i mine værker som tankemateriale. Og så er der selvfølgelig også det, at jeg bruger min krop, når jeg laver værkerne. Jeg arbejder meget direkte med kroppen, maler med fingrene, så jeg integrerer kroppens aftryk på forskellige måder. Kroppen er også meget tilstede som overvejelse i forhold til mig som individ i forhold til det fælles. Det er meget presserende, også i forhold til kønsbevidstheden, at jeg tager udgangspunkt i min egen krop, som er en kvindekrop med kvindelige erfaringer, både kulturelle og biologiske. Jeg er vokset op som en helt almindelig kvinde og har helt almindelige kvindeerfaringer. Jeg har fået børn. Jeg er mor. Så jeg har et behov for at formidle de specifikke erfaringer, som jeg har gjort med min krop, også i forhold til seksualitet. Der er også et ønske om at være et eksempel på en krop. Og dér har jeg overvejet meget, i hvor høj grad den krop er kønnet, i hvor høj grad en mandlig beskuer kan sætte sig ind i den krop, eller om den taler mere til andre kvinder, som har lignende kropserfaringer. Det med kroppen er også meget knyttet til det eksistentielle, fordi det handler om vores livsbetingelser. Vi er vores krop, selv om vi mange gange glemmer det eller fortrænger det. Hovedet er jo ikke adskilt fra kroppen, tankerne er ikke adskilte fra kroppen. Jeg har en stor længsel efter at forbinde min krop med nogle andre kroppe. Jeg tror i virkeligheden, der er rigtig meget ensomhed i mit værk – den her bevidsthed om at være alene og måske også at være spærret inde i kroppen. En længsel efter at forbinde sig med noget større og med andre mennesker. Maleriet er en måde, hvor man kan være meget intim, meget personlig, med et lag, som er noget andet. Og dér er det intime på en eller anden måde forbundet til kroppen.

 

Kroppene i dine malerier er tit en blanding af klart afgrænsede figurer og udflydende eller grænseløse skikkelser, der blander sig med omgivelserne – er det skildringer af den form for forbindelse med noget større?

Ja, der er helt klart ofte skildringer af forbindelsen til naturen eller det ukontrollerbare, som jo er skræmmende. Det er også alderdom, sygdom, ja i sidste ende døden. Det er jo ret voldsomt. Jeg forestiller mig, at kvindeerfaringer også ofte giver indblik i det at miste kontrollen, for eksempel i forbindelse med seksualitet eller når man føder børn. På en eller anden måde er det nok ubevidst tilstede som et ønske om at overgive sig til noget større. Fordi det ville være bedre og man ville kunne opnå en lykke. For kroppen er jo på mange måder en begrænsning. Derfor tror jeg også, forestillingsevnen er frisættende, for du kan forestille dig, at du er noget eller kan noget, som din krop ikke kan. Det tror jeg faktisk, kan hjælpe dig til at kunne nogle ting, du ikke troede, du kunne. Men også bare tanken i sig selv kan være forløsende. Det er rigtig meget det, religionerne er. Det er simpelthen tanken om, at der er en mening med det hele, også selv om vi ikke kan bevise, den er der. Bare det at have muligheden for at tænke det, er ret vigtigt, ret grundlæggende. Det kan løfte livet rigtig meget. Vi bliver så begrænsede, når vi skal alting selv – skal kunne alting, tilfredsstille alle behov og selv skabe meningen med vores liv. Det er jo nærmest dømt til at mislykkes, synes jeg. Hvis ikke der er nogle udveje, er det meget svært at være menneske, tror jeg.

 

Du viser jo næsten helt bogstavelig talt udveje i dine malerier, for eksempel i form af cirklerne, som på en måde punkterer billedrummene og viser nye steder hen…

Ja, og det samme med nøglehullet, som også handler om at gå fra et rum til et andet. At få et kig ind i noget andet. Nogle vil måske synes, at det er virkelighedsflugt. På den måde er det også bagsiden af ‘eventyrpigerne’ eller pigeværelsets virkelighedsflugt, som bare er noget dagdrømmeri. Men jeg mener ikke, der er noget, der ‘bare’ er dagdrømmeri. Selv det banale er interessant. Når man taler om virkelighedsflugt, så begrænser man virkeligheden til at være noget bestemt, man så kan flygte fra. Vi kan godt blive enige om, at der er masser af underholdning alle vegne, super mange parallelverdener med spil og lignende. I forhold til det er kunsten meget krævende. Kunsten kræver noget af sit publikum. Den har slet ikke de samme virkemidler som underholdningen. Men jeg tror, man går fejl, hvis man ser kunsten som virkelighedsflugt. Det er en måde at afskrive ting, som ikke er særlig frugtbar i forhold til at forstå nogle grundlæggende menneskelige behov for større sammenhænge og sin egen psykologi eller behovet for at forstå sin kultur i forhold til andre kulturer. Alt det afskriver man, hvis man kalder det, der er fantastisk for virkelighedsflugt.

 

Mon ikke pigeværelsets dagdrømmeri bliver kaldt virkelighedsflugt, fordi det er netop pigernes domæne? Der er ingen, der taler om for eksempel politiske visioner som virkelighedsflugt, selv om det jo også er en form for dagdrømmeri…

Det er rigtigt. Det handler nok også om køn. Og for mig er det meget vigtigt at have lavet den her udstilling, fordi jeg anser mig selv for lige dele husmor og kunstner. Hvis der er noget, der ikke rangerer særlig højt, så er det husmorrollen og det at være mor og dedikere meget tid til sine børn. Det bliver bare ikke anset for interessant nogen steder. Men jeg mener, der ligger nogle erfaringer i det, som er enormt vigtige menneskeligt set. Det er jo en meget grundlæggende erfaring at sørge for livet, at livet går videre. Det er vigtigt, at de erfaringer får en stemme, et udtryk.

 

Moderskabet er jo blevet et emne i en række aktuelle skønlitterære værker og udstillinger, men du har faktisk arbejdet med de i rigtig mange år…

Det har i hvert fald ligget implicit i mange af mine værker, ja.

 

Rent formelt træffer du også mange gange nogle beslutninger, for eksempel med hensyn til farvekombinationer, som er ret modige og uortodokse. Du udfordrer traditionen for, hvilke farver, man kan sætte sammen. Hvad er dine overvejelser omkring det?

Jeg tror egentlig, jeg altid har følt mig meget tilpas i maleriet. Jeg har aldrig følt, der var nogen forhindringer. Jeg har altid syntes, at det, der var interessant, var, når man kunne skubbe tingene lidt. At gøre brug af det, der var forud for mig, men også skubbe det lidt. Ikke at det har været vigtigt med avantgardistisk nybrud. Jeg føler ikke, at jeg bryder med noget. Men fordi jeg altid har følt mig meget tilpas i maleriet, har jeg også været meget optaget af det på et formelt plan. Hvad sker der, hvis man gør sådan og sådan. Jeg har rent intuitivt prøvet ting af. Og så tror jeg, at jeg har tænkt, at alting er jo til rådighed. Og ikke som hos postmodernisterne, der gjorde alting betydningsløst. Tværtimod er jeg interesseret i, hvordan man kan samle det hele op. Det her kæmpe væld af billeder og bøger, man har læst – alt det, der har givet ens liv betydning. Hvordan kan man akkumulere det og få noget ud i den anden ende. Jeg tror, jeg har haft en meget fri og legende omgang med det, hvor jeg ikke har følt mig særlig begrænset. Det er måske det, der for andre ser ud som om det er modigt gjort. Det er måske for mig en leg.

 

Jeg tænker, du benytter utraditionelle sammenstillinger både i ord og maling. Som når du lader et poetisk højstemt ord som ‘viol’ optræde ved siden af ‘hvidkål’. Der er en humor på færde her, som jeg også synes, man kan se i dine farvekombinationer…

Det tror jeg, er sådan en legende form hos mig. Måske har jeg også en lyst til at sætte tingene lidt på spidsen. Jeg er helt klart inspireret af værker, der sætter ting på spidsen. Som for eksempel Inger Christensens Alfabet, hvor hun med en fantastisk stor enkelhed peger på noget, som er helt alment. Det er enkelt og sofistikeret på samme tid. Det handler om alt, men er alligevel helt banalt ned i sine mindste enkeltdele. Når jeg læser det, virker det som om, det er kommet ud af hende helt ubesværet. Og det er måske netop det her med, at værket er større end mennesket selv. At på et bestemt plan er vi ikke begrænsede til vores ‘jeg’, vi er i virkeligheden meget mere. Og i et heldigt øjeblik kan det ‘jeg’ åbne sig og blive alt muligt andet. Jeg har selvfølgelig en intention om at skubbe værkerne et nyt sted hen. Det er ikke sjovt at skabe værker, som allerede er lavet. Men der er aldrig et opgør med noget. Tværtimod, så vil jeg meget hellere integrere noget.