Hvem er hun?
Cecilie Høgsbro
Hun har troldefjæs og uglereder i håret. Hun har svanehals og dådyrøjne. Hun er dus med himlens fugle og skovens vilde dyr. Hun er omgivet af en flok halvaber. Hun er syg, ligner en hængt kat. Hun pynter sig med lånte fjer, kan godt lide sorte perler og hvide prikker. Hun har hovedet i skyerne og begge ben på jorden. Hun er sikker i sin sag. Hun ved ikke hvad hun skal. Hun hengiver sig. Hun overgiver sig. Hun er melankolsk, men hun smiler. Hun er som en åben bog.
Hun er hovedpersonerne i en bog uden blade. Eller rettere: hun inviterer os ind i en historie, hun ikke selv vil fortælle. Til gengæld giver hun os illustrationerne fra den. Billeder af de uordnede sindstilstande, vi alle kender, og som vi hver især forsøger at organisere i individuelle beretninger, som vi kalder vores liv. Hun er en kæmpemæssig bog vi ikke umiddelbart kan læse selv, men som derimod straks kan læse os. Hun ligner en billedbog for børn om dyr, blomster og smukke piger, men er en roman for voksne om skæbne, seksualitet og dybe følelser. Hun hensætter os i en barnlig tilstand, hvor vi er på jagt efter den rigtige kode der skal få os til at forstå den besynderlige verden vi ser. Hun gør os til en slags børn, der skal lære at læse på ny. Knække koden, som det hedder. Da vi var børn var billederne i en bog ikke bare illustrationer til teksterne, et ekstra lag tekst. Billederne fungerede lige så meget som indgangen til teksten, dens koder og dens budskaber. Billederne skulle hjælpe os med at se hvad der stod. De gjorde teksten til billeder.
Da vi først havde lært at læse, blev billederne langsomt teksterne underlegne og vi troede vi for alvor begyndte at forstå, hvad der foregik. Vi fik redskaberne til at inddele verden og fænomenerne i sproglige modsætningspar og vi opfattede de begrebslige modsætninger som reelt eksisterende kræfter, der ikke altid var intellektuelt eller moralsk ligeværdige men tværtimod lå i evig krig. Teksten begyndte ikke bare at stå intellektuelt over billedet for os – for mange blev romaner finere end tegneserier og billedbøger. Mennesket var i klogskab og moral nu også hævet over dyrene, der ellers havde været vores nærmeste fortrolige, da vi var små. Ja, måske var manden ligefrem blevet kvinden overlegen eller omvendt.
Vi troede faktisk det gjorde os klogere at læse rigtigt, men hun er ikke ubetinget enig. Hun vil lære os at læse igen og forsøge at få os til at forstå det hele på ny. Hun vil minde os om, at alt – dyr og menneske, mand og kvinde, tekst og billede, det udvendige og det indvendige – ikke bare er uforenelige modsætninger, men hører sammen og er forenet i det ’ene’. Adskilt fra hinanden er det to forvirrende sider af én hemmelighed, som vi blot kan lide under, men aldrig tyde.
Cecilie Høgsbro