Kathrine Ærtebjerg

Kathrine Ærtebjerg skaber billeder der blander forskellige og modstridende udtryk: naivitet, vulgaritet, ekspressivitet og sødladenhed. Det tilsyneladende barnlige univers der fremmales i klare og strålende farver, er imidlertid på ingen måder uskyldigt, ligesom naturen ikke er udelt ren og god eller i opposition til kulturen. Naturen er i Ærtebjergs billeder amorfe projiceringer af kropserfaringer, emotioner og sansninger, en fantasmatisk vegetation der fremtræder stærkt stiliseret snarere end lig nogen ‘naturalisme’. Naturen er kroppens kultur, landskaberne er forheksede kropsindre gevækster, spirende tentakler, svampede penisser, væskeboblende grotter. Det er legende, næsten tegneserieagtige meditationer over kroppens og kønnets og erotikkens væsen.

 Men hvis det for en overfladisk betragtning kan ligne børnebøgernes fortryllede ikonografi, så må der indskydes en advarsel om at dette er for voksne, selv om netop grænselandet mellem de to tilstande, barnets og den voksnes, på en måde er et grundlæggende tema hos Ærtebjerg. I et signifikant værk som Jeg er her, hvor er du ?(Det flyvende tæppe) (1999) sammenføjes de naive og naturstridige forestillinger om tyngdekraftens ophævelse med en udpenslet, næsten obskøn indsigt i den voksne seksualitet, måske fordi erotikken netop tilbyder et rum, hvor kroppen bestandigt kan generobre sin naivitet, sin uskyld. De barnligt stiliserede kønstegn, hullet og stangen, dominerer motivets panerotiserede verden, hvor figuren, protagonisten, er kendetegnende reduceret til et anonymt, maskelignende væsen, en hvem-som-helst, der akkurat ligesom kønstegnene er betydningslabilt, åbent for flere betydningsindhold, en visuel ‘shifter’, der ligesom sprogets personlige pronominer (‘jeg’, ‘du’, ‘hun’) tillader flere forskellige at indtage den specifikke position. Hun kan være hvem som helst. Men vi mærker nok alligevel, at vi kender hende eller kender hendes erfaringer, hendes fornemmelser, hendes følelser.

Det ser ud som om Ærtebjerg har sat sig for at male den levede kønserfaring set gennem et drømmens prisme der fantasmatisk ombryder virkeligheden og lader os se den på overraskende, men genkendelige måder. Så ser det hele eventyrligt ud. Skræmmende eventyrligt, fuldt af muligheder, fuldt af overraskelser, fuldt af fælder. Som en leg der mens den finder sted, umærkeligt ændrer sig, skifter fra letsindig tumlen til alvorlig kamp, hidsige bid og negle der borer sig dybt ind i huden. Eller omvendt: som en leg der langsomt opløser sig, oprørsk vrister sig fri af sine egne regler for at ende i eksaltation og løssluppent anarki. Ærtebjergs billeder er en slags klarsyn indhyllet i tåge, obskure verdener som rammes af pludselig oplysning, blitzklar forklaring, der straks igen lukker sig hermetisk, ubegribeligt, ligesom drømme man vågner fra. Eller som euforiens indblik, rusens og ekstasens holisme, som fordamper sammen med normaltilstandens genkomst. Fra eventyret låner billederne evnen til at rumme umulige modsætninger og at skabe rum for forvandlinger som forekommer uvirkelige, drømmeagtige, henlagt til fjerne tider, fjerne steder, men alligevel velkendte og intimt indlejrede i vores kroppe. De rummer det fabulerende og det kopulerende, fabula (lat. fortælling, jf. fabulari, snakke) og kopula (lat. bånd, jf. copulatio, forbindelse), i lige dele. Billederne er snakkende, men de siger ikke meget, de er forbundne, uden at forudsætte hinanden. Værkerne bærer typisk titler som ikke forklarer eller forankrer motiverne, men supplerer og difrakterer det visuelle indhold. Til gengæld knopskyder de visuelle metaforer, den billedlige tale, både i skrift og i billede, i en uendelige strøm af motiviske gentagelser, der med små forskydninger sammenbinder værkerne på tværs af tid og skaber et sammenhængende univers, en samlet motivverden. Dette univers er fuldt af farverige blomsterblade og spændstige knopper der stritter begærende mod himlen, saftspændte frugtlegemer og krogede træstammer, kulørte sole og magiske græsarter, amorfe kroppe og pudsige dyr, dyremennesker og menneskedyr, amøber og skyggevæsner. Alt kopulerer, flettes sammen i et voldsomt favntag, en verden af eksplosiv vitalitet, hvor mulighederne for transformationer, sammensmeltninger og omdannelser synes uudtømmelige. Som nu de lyserøde kødskyer af knoppede organer der hænger som heliumfyldte balloner på himlen i Overgivelse, hengivelse (2004). Mærkeligt blomsterkød med et vidt forgrenet rodnet der hænger som tråde fra de svævende florale organer og skaber en delirøs mikstur af plante- og dyrerige. Drømmens vægtløse megalomani indsætter den drømmende, der samtidig er den drømte, som en almægtig, men itusprængt, udspaltet og hybridiseret krop der selv i sin afmagt og sønderlemmelse synes at beruse sig i sejrsfølelsens sødme. Kroppens integritet anfægtes bestandigt, den penetreres og gennemhulles af noget udefrakommende eller den udstrækkes og bulner af noget indefra kommende. Dens grænser omskrives og forandres i en pulserende og ofte ufrivillig mekanik, rytmiske sammentrækninger og udvidelser, spasmatiske kramper, forunderlige udposninger og lækager. Nogle gang lystfuldt, andre gange angstplaget. Ofte legende, magisk. I Hun lækkede (2006) ser vi laktationen, mælken der ukontrolleret løber ud af kvindeskikkelsens hvidglødende bryster og drager hudens status som grænsemarkør i tvivl. I Hun flød ud (2005) er afgrænsningen mellem figur og grund også under forvitring, mens hele billedfladen i varierende nuancer af grønt bevæger sig i retning af abstraktionen. I Hun er en mus, hun vil have ost (2003) vokser stiliserede tegneserieører ud af hovedet på pigeskikkelsen, mens sammenblandingen af menneske og dyr synes fuldbyrdet i et værk som Hun havde tit fået at vide at hun var en blomst. Hun følte sig ikke som sådan (2003), hvor huden er forvandlet til en strid pels. Alt synes med andre ord i stand til at forvandle sig, at skifte ham, at blive noget andet.

Forvandlingsmotivet optager Ærtebjerg fra begyndelsen. Man finder det emblematisk udtrykt i et værk som I bunden af skoven ligger den falliske moder, fra hendes mave vokser et træ (2002). Her ser vi kroppens simple omskrivning til en organisk masse, et tomt tegn, hvis indhold alene angives af nogle få konturlinjer og streger, som knapt nok holder sammen på den, men omvendt tillader den at forandre sig for øjnene af os, glide sammen med naturen, udstrække sig, vokse. Vi ser noget som ikke kan vises. Dér, i skovbundens vagt angivne biotop af spirende grønne strå og glatte mørke torne som spidst skærer sig gennem jordens overflade, slynger kroppen sig som en hvid flod der gennemstrømmer billedet. Den er ikke andet end den ubeskrevne, hvide masse omsluttet af sorte konturer, en stiliseret antydning af en underkrop, et par ben, en kønsspalte. Og fra denne krop rejser sig en massiv stamme, en strålende erektion der vokser ud af den, udspænder kroppens hud indefra, geometrisk komplementerer dens horisontalitet med en rank og ubøjelig vertikalitet. Den er afskåret af billedets kant på både den ene og den anden led, fragmenteret og farveløs som en marmortorso, men danner ikke desto mindre en stærkt sammenhængende, monumental figur. Kønsambivalensen er på haikuagtig vis angivet med nogle få streger, der synonymiserer kønnets spalte med de bristefærdige folder som erektionens kraft skaber ved dens rod og bogstavelig talt gør erektionen til blot endnu et lem som kun i sin oprejste himmelstræben adskiller sig fra benene. Den livgivende egenskab, fostrets udvikling inde i kvindens livmoder, er i drømmeprismets magiske fortegnelse blevet et fallisk træ der udspiler mavens hud, trækker den op med den strunke erektion som gennemtrænger den indefra. Inde i kvinden er der en anden.

 Som en uafvendelig naturkraft bebor og bearbejder denne anden kvindens krop indefra, kvinden og den anden vokser som grene fra den samme stamme. Kvindekroppen er her det tomme tegn som gennemtrænges af naturen, endda henlægges, nærmest henslænges, i naturen som en bunke affald, som et stykke vraggods på et oceanisk tæppe af bølgende grønt der truer med at gennemskære hende, fragmentere hendes allerede sønderdelte torso yderligere, altimens et ukendt dyrevæsens sorte profil iagttagende, stiltiende ser på.
Forvandlingsmotivet forvandler sig selv. Det ser man i Drøm/virkelighed (2003), der gentager centrale motivdele fra I bunden af skoven ligger den falliske moder, fra hendes mave vokser et træ, men tilføjer nye elementer. Den liggende kvinde med et næsten goldt, men beboet og livfuldt træ voksende fra sin mave ses nu i fuld figur og klædt i en kjole. Karakteristisk er træet hjemsted for en række væsner, hvis skala og detaljeringsgrad ikke stemmer overens og ikke følger nogen kendt systematik. Haren, sommerfuglen, yogafiguren og en række sorte profilvæsner sameksisterer i træets grene, men har samtidig hver sin isolerede eksistens, uafhængigt af hinanden, endda uvidende om hinanden. Det der vokser fra kvindens mave ligner et omvendt stamtræ over fremtidige eksistenser avlet af den drømmende bevidsthed, en febrilsk fantasmastiks vilde yngel. Videreudviklinger af motivet ses i Drømmene (lørdag) (2005) og Overraskelsen (2005), der for førstnævntes vedkommende lader dunkle metastaser blomstre fra den liggende kvindes mave og for sidstnævntes vedkommende sender en tornebesat blodtåge med vidt forgrenede netværk af tråde, stængler og luftrødder ud fra kvindens mave.

Man fristes til at mene at Ærtebjergs billeder i kraft af deres konsistente kredsen omkring identitetens foranderlighed og de seksuelle impulser handler om puberteten, den konfliktfyldte overgangsfase fra barn til voksen. Det er imidlertid ikke den konkrete pubertet som optager Ærtebjerg, men snarere den indre erfaring af de bevægelser, forskydninger og brud som puberteten involverer og som kan ses som et eksistentielt vilkår, en fælles erfaring. Som Michel Houellebecq bemærker et sted, så er ”puberteten ikke alene […] den vigtigste tid i livet, men det er den eneste, hvor der overhovedet kan tales om liv i fuld forstand.”

 Resten af tilværelsen henleves i skyggen af denne overgangs voldsomme dramatik, men når den aldrig i intensitet – man lever som ”en svækket teenager.” Ærtebjergs billeder søger imod det usvækkede liv, denne pubertet, hvor kroppen er genstand for et drama, en gennemlevelse af fysiske forvandlinger der slet og ret finder sted, gennemryster kroppen uden egentlig at komme noget sted fra. Kroppen er genstand for sig selv, underkastet sin egen uafvendelige logik, et gennemgribende vokseværk der udstrækker lemmerne og lader hormonerne boble i det indre. Her bliver man et ‘seksuelt væsen’, som det hedder. Kønnet lægger beslag på én, undertvinger én sine planer som man forgæves protesterer imod. Her er man ufærdig, under udfærdigelse, men samtidig under affærdigelse, midt i den ”identitetskonstitueringsproces” som kunsthistorikeren Hanne Kolind Poulsen identificerer som et centralt aspekt af Ærtebjergs motivverden.

 Her er man fanget i sin egen krop, man er sit eget fængsel og sin egen vogter, man mærker hvordan man bliver det, man ikke kan undslippe, udvendig, indvendig. Men puberteten er selvfølgelig ikke den eneste livsfase, hvor kroppen lader én mærke sin egenvilje. Dybest set er hele livet mærket af aldringsprocessens uafvendelighed, kroppens langsomme forberedelse på døden. Men visse mærkbare og kønsspecifikke undtagelser fra dødens daglige og nok så diskrete indhug i kroppen har Ærtebjergs særlige opmærksomhed. Kvindens cyklus som nøje samstemmer hendes krop med frugtbarhedens og livets privilegium er ligesom dens forbigående afbrydelse i og med selve frugtsommeligheden et gennemgående tema hos Ærtebjerg, sådan som det tilbagevendende motiv med den falliske moder allerede antyder. Fostrets og celletilvækstens godartede, men ubønhørlige og invasive proces skildres for eksempel i et værk som Den stille krig (2006), hvor et bristefærdigt kæmpeinsekt stikker sin blodsugende snabel ind i den forpuppede kvindeskikkelse der som en paralyseret mumie flyder apatisk omkring i et ubestemt tågehav. Det er ikke idyllisk moderskabsromantik der fremstilles, men derimod den truende og nedtrykkende fornemmelse af at miste magten over sin krop, at blive udsuget for sin livskraft og energi af et snyltende væsen, at være underlagt en sort sol. Vel at mærke skildres dette ikke blot som et motivisk indhold hos Ærtebjerg, men i intim samklang med billedets indre strukturering der gennem sløringer af overgangene mellem adskilte billedelementer og markante indslag af abstraktion forstærker den tilstand af grænseløshed, opløsning og viljeløs flyden-omkring som også vises. Alt samarbejder om at frembringe indtrykket af et overgreb, følelsen af at være overgivet til skæbnen, at være sat uden for indflydelse. Det blålige tågehavs kølige tone kontrasteres af det blodfyldte insekts varme rødmen, hvilket understreger den transaktion som finder sted, overførslen af liv, den biologiske konstitueringsproces med alle dens emotionelle konsekvenser.

Grænsetilstandene tematiseres tydeligt i den tidlige serie tegninger Jeg er en pige, jeg er en kvinde, jeg er en klovn (1997), hvor ti portrætter skematisk opruller væsentlige elementer i det repertoire som Ærtebjerg senere udfolder og udbygger. De ti stiliserede, kropsløse fysiognomier har alle maskekarakter, de angiver typer frem for individer. Trækkene er reduceret til det minimale og er visse steder fortegnet til ukendelighed, uhyggelige sorte plamager der skjuler ansigterne. Samtidig er trækkene tvetydige, dyriske. Her er katteører, grisetryne og abemund. Endelig er ansigterne tæt integrerede med skriften, som også – delvist – udgør seriens titel. Ordene strømmer bogstaveligt talt og ubrudt, rablende, det vil sige med udeladelse af mellemrum, fra ansigternes læber eller de aftegner ligefrem en del af ansigtets form. Ansigterne udformes af ordene lige så meget som de udsiger dem. Bogstavelig talt. Skrifttegn og billedtegn sammenflettes, ordenes imaginære horisonter, deres visuelle idegrundlag, fremmanes, men krystalliseres samtidig i mødet med billedernes manifeste indhold som ikke umiddelbart ‘giver mening’ i forhold til ordene. De sikre identiteter som sætningerne definerer, kan slet ikke ses, de findes ikke som andet end performative ytringer og retoriske besværgelser der desperat forsøger at kategorisere en række uklare skikkelser, tomme masker, ja, streger og klatter. Eller måske blot som en anden form for streger der i sine vilkårlige slyngninger aftegner bogstaver, ord, sætninger. Som i alle Ærtebjergs senere arbejder er det den gådefulde forbindelse mellem sprog, imagination og billede der undersøges og kobles til spørgsmålet om identitet. Det man siger, er man. Det man forestiller sig, er man. Det man ligner, er man. Pige, kvinde, klovn. Spørgsmålene om tilblivelse, bliven til, gennemløber alle Ærtebjergs arbejder. Man fornemmer barnets enfoldige, men vedholdende spørgsmål: hvor kommer børnene fra? Og man fornemmer spørgsmålstegnet ved forældrenes kategoriske bestemmelse: det er en pige! Tilblivelsens dybe og mystiske sammenhænge med kønnet, hele kultiveringens naturgrundlag, behandles legende og undersøgende i Ærtebjergs værker der befolker billedfladerne med gådefuldt erotiserede landskaber, verdener gennemstrømmet af Eros’ kraft.

 

Noter

[1] Anne Kielgast argumenterer overbevisende for Ærtebjergs værkers relation til fantasy-genren i artiklen ”Af en anden verden – en gennemgang af udvalgte motiver hos Kathrine Ærtebjerg i anledning af udstillingen ‘Se hvor store mine blomster er, svarede hun’”, in: Kathrine Ærtebjerg. Se hvor store mine blomster er, svarede hun, København: Gl Strand, 2006, p. 11.

[2] Cf. Julia Kristevas berømte iagttagelse i artiklen ”Moderskab ifølge Giovanni Bellini” (in: Marie-Louise Svane og Tania Ørum (red.): Køn og moderne tider, København: Tiderne Skifter, pp. 301-08), der også diskuterer begrebet om ‘den falliske moder’.

[3] Michel Houellebecq: Udvidelse af kampzonen, (overs. Tine Byrckel), København: Borgen, 2002, p. 78.

[4] Hanne Kolind Poulsen: ”Maleriet, virkeligheden og kunsthistorien. To positioner i dansk nutidsmaleri: Kathrine Ærtebjerg og Anette Harboe Flensburg”, in: Periskop – forum for kunsthistorisk debat, nr. 13, 2007, p. 25. 

Rune Gade (b. 1964), Ph.D. in Art History, Associate Professor at The Department of Arts and Cultural Studies, University of Copenhagen. Areas of research include contemporary art, photography, gender studies, feminism and museology. Rune Gade has contributed essays to many catalogues by contemporary artists and published several books on contemporary art in Danish. He has co-edited two anthologies in English: Performative Realism: Interdisciplinary Studies in Art and Media (2005) and Symbolic Imprints: Essays on Photography and Visual Culture (1999).