Kønnets overvindelse

af Thomas Boström

Hvad nu hvis mennesket ret beset ikke kan tænkes uden om det sprog, vi bruger til at forstå og forklare os selv med - at de selv samme termer, vi bruger til at kortlægge vores individuelle point of departure - ultimativt fastlåser os i en fiktion, der bliver suverænt bestemmende for, hvordan vi kan få svar på spørgsmål, der hidrører forholdet mellem køn, seksualitet og identitet. At det notorisk velkendte ”hvem er jeg?”, som følge af en historisk forskydning fra menneske til system, må reformuleres til et langt mere sammenhængsafhængigt og processuelt ”hvor er jeg?” eller ”hvordan bliver jeg til?” Og af ”hvem” bliver jeg egentlig kvalificeret til at være et menneske i en verden, der i stigende grad synes bestemt af en mangel på indre struktur, homogenitet og selvfølgelighed?

Når spørgsmålet rettet mod vores eksistens i overordnet forstand placeres udenfor menneskets egen formåen og rækkevidde, genereres en ny form for sårbarhed. Vi forstår os selv i forhold til nogle overdeterminerende samfundsnormer og regulationer, der iscenesætter os i de roller, vi dagligt indtager og tildeles. Dette dagligdagens sociale skuespil kan vi ikke sætte os uden for, det er en del af menneskets tilblivelse. I skuespillet gælder mere eller mindre faste regler for ens optræden, der tjener til opretholdelse og social justits af et system, der på sin vis kontinuerligt raffineres til et noget nær autonomt og affirmativt virkelighedssegment. Et negativt biprodukt er, at vi kan komme til at fastlåse hinanden i en forestillingsverden, i dette særlige system, hvor det andet menneske ikke er virkeligt, kun vores fordomme herom. I mødet med det ukendte er faren, at vi kun møder vores egen viden - som systemet producerer - der på forskellige niveauer fremprovokerer angst. Med sproget kan man tale om, at vi indgår i et fællesskab, der i diskretion sørger for, at det ukendte får en særlig hylde at hvile på, og at en særlig menneskelig tilpasning til en given samfundsform kan realiseres. Én form for adfærd efterspørges, én anden falder for sociale eksklusionsmekanismer, hvor dennes måde at erkende, erfare og opleve på, udgrænses og isoleres som det andet, det potentielt revolutionære. I kønsspørgsmålet dominerer en heteroseksuel, konservativ orden, og et panoptisk, maskulint blik sørger for opretholdelse og bekræftelse af den verden, vi anerkender som noget, vi har tilfælles.
 
Kunsten har en lang tradition for undersøgelser af denne ”andethed”, denne ængstelse, der forbindes med det ukendte, hvad enten det handler om det marginale, det eksotiske, minoritets- og raceforhold eller seksualitetsproblematikker, der knytter an til vores forestillinger om køns- og identitetsforskelle. Spørgsmålet er, om vi står ved et vendepunkt, når vi med kunsten skal diskutere disse forhold. Hvad betyder skiftet til en globaliseret kultur, en multikulturel befolkningssammensætning og udtalte pluralistiske verdensfortolkninger? I forskellige kunstneriske, urbane og kønsmæssigt queerede netværkskulturer tilbyder denne sammenhæng en frihed i det enkelte menneskes søgen svar på spørgsmål vedrørende egen identitet. Men modsat kan de uendelige muligheder for at iscenesætte sig på i det nye flertydige, sociale rum, paradoksalt betyde, at selvforståelsen slår over i en uhensigtsmæssig begrænsning af fortolkningsmuligheder for febrilsk at komme forvirringen til livs. Hvis det sidste er tilfældet må opgaven - og et fortsat menneskeligt arbejde - være, at se på mekanikken bag de forestillinger, der skaber disse begrænsninger eller fiktioner, der føder os som sociale væsener. Hvori består logikken bag de selvfølgelige tanker, vi gør os om hinanden i vores kultur, og hvordan kan vi anvende kunstens indsigter til, at mødet det fremmede, det ukendte, ikke blot lader sig forstå som mødet med vores egen udifferentierede modbillede.    

Denne artikel finder i den danske billedkunstner Kathrine Ærtebjergs (f. 1969) maleri et særligt vidnesbyrd om flertydige motiver, der modarbejder de begrænsninger, som det afstedkommer, når vi tænker statisk og deterministisk om vores egen identitet som kønnede, seksuelle, biologiske væsener. I sin fortolkning af begrebet ”andethed” - der måske lige så meget bliver til behandlingen af das Unheimiche - lurer der hos Ærtebjerg farer i mørket og virkeligheden markeres ikke grænsefast på de store lærreder. Der åbner sig en forståelse af, at det vi opfatter som selvfølgeligheder, som noget naturligt og neutralt, i virkeligheden ikke udelukkende
er indre sandheder, selv om billederne gennemsyres af følelser og fantasi. Malerierne er også et mere diskret, men ikke mindre virkeligt, udtryk for det pres, der udøves af rigide samfundsstrukturer, der regerer både i den ydre sociale verden såvel som i vores forestilling om det indre liv i mennesket. En udtalt forventningshorisont, der eksplicit artikulerer hvad mande- og kvinderollen skal kunne for at fungere.
Kathrine Ærtebjerg skaber et interessant alternativ med teenagerens ufærdige identitetsstruktur, men går ikke hele vejen og postulerer, at alting er konstruktioner, at intet kan være indre eller ydre (en ufrugtbar tanke om at mennesket ikke eksisterer længere) men peger på, at spillet, eller rettere dramaet, der skaber vores køn og identitet, foregår som en ukontrollerbar og omskiftelig proces mellem det indre og det ydre gennem hele tilværelsen. Og måske ligger der netop i denne foranderlighed, i det ikke-statiske, en mulighed for at vi kan overskride de vante forestillinger om, hvem man selv og den anden er. En mulighed for at forstå, hvad det er, der forhandles i det mellemmenneskelige møde og i det enkelte menneskes psyke. Den flygtige drøm hos Ærtebjerg er en sådan mulighed for en særlig zone, hvor det individuelle og private rum bliver til og til tider med uhygge projiceret op på lærredet.

At gå linen ud fra det grundlæggende spørgsmål om vores eksistens vil altid aflede et dramatisk, ahistorisk primalskrig, men samtidig også et tidstypisk aftryk. Leonardo Da Vinci stillede sig med renæssancehumanismens åndeliggørelse det samme spørgsmål om, hvordan og hvorfor vi er til, som samtidskunstnerne gør i dag, men svaret, der gives, vil altid være rundet af de styrende mekanismer, der er på spil i et givet samfund på et givet tidspunkt.
At gå linen ud i vores samtid kunne være at hævde, at der ikke er noget indeni i mennesket. At vi er tomme hylstre, der ikke taler sproget, men sproget, der taler os. At vi ikke længere kan tale om mennesket som en naturlig og biologisk størrelse, men derimod udelukkende, at vores køn, seksualitet og identitet er bestemt af vores sociale færden, der åbenlyst er kulturelt konstrueret. Ingen biologi, kun en kunstig forestilling herom.
For at forstå radikaliteten i sådant et udsagn kunne man pege på, at den intensivering af seksualiteten og kønnets udtryksformer, der pågår i den visuelle kultur, kan skyldes falske modsætninger i den måde, vi har lært at se verden som prægnant sociokultur på. Reklamens og tv-mediets negative effekter, der hylder krops- og kønsmæssig overflade, hastighed og pay-off, er med til at danne de roller, vi dagligt tilskrives. Ud fra kommercielle betingelser efterspørges identiteter, der skaber stereotype billeder af mænd og kvinder, hvor pendulet afmærker yderpunkter i kønsidentiteten og ikke i de vordende individuelle forskydninger mellem de to poler. 
Den ny feminisme har fokuseret på dette forhold i gennem de sidste 20 – 25 år, hvor et hovedtema har været kvindens fysiske fremtoning, kroppen, som ifølge disse teorier ikke ejes af kvinden selv, men gøres ukampdygtig ved kontinuerligt at blive tilskrevet betydning ud fra det maskuline blik, som er samfundskonserverende og kvindeundertrykkende.
I sin plakatbaserede kunst har den amerikanske kunstner Barbara Kruger i løbet af 80´erne og 90´erne arbejdet subversivt med reklamens sprog i en lang række værker skabt til det offentlige rum. I et specifikt værk er teksten effektfuldt skrevet hen over et kvindeansigt og lyder ”Your body is a battleground”. Med al ønskelig tydelighed understreger dette værk kvindens krop som et decideret forhandlingssted på en maskulin, politisk arena.
Ultimativt fødes vi ind i det, man ud fra disse samtidige feministiske teorier vil betegne som en allestedsnærværende heteroseksuel normdannelse, der tvinger os til at til at tænke konventionelt i modsætninger mellem de to køn. Som sådan synes én slags seksualitet tilladt, en anden ikke. Samfundet kvalificerer os til at være gode borgere igennem kønsmæssig og seksuel disciplinering. Frygt afholder os fra at tænke det terræn af mangfoldigt queerede seksualiteter derimellem, der i denne forforståelse følgelig udstødes som noget ikke-produktivt, noget ækelt og mærkeligt anderledes. Denne fiktion - det at forstå alting i hermetiske modsætningspar, herunder også vores forskellige seksuelle identiteter - er tilsyneladende to-hovedet. På den ene side er fiktionen normaliseringsafklarende - hvilket den kun kan være i et system, der gentager sig selv og kender sig selv indefra – men samtidig er fiktionen også særdeles adræt i sin omstillingsform. Fiktionen kan kun opleves virkelig, hvis den er en del af, nogle ville sige motor for, en historisk udvikling. 

En af de væsentligste aktører på denne ”kønnets arena” er den amerikanske filosof og kønsteoretiker Judith Butler, der siden 90’erne er blevet en globaliseret rockstar i intellektuelle kredse med sine tanker om mennesket, der fundamentalt indsættes i verden uden forskelle mellem de to køn, men til gengæld nærmest voldeligt etableres og undertrykkes af den magt, som samfundet udspyr. Det synes overflødigt i denne status at bemærke, at den verden, vi kender, er opfundet og udført af manden.
Spørgsmålet er i denne sammenhæng, om der i kunsten – eller i de skikkelser, vi genkender den på i dag - findes en mulighed for at overskride de fastsatte normer for identitetsdannelse og selvforståelse, som samfundet værdsætter og indprenter i det enkelte individ. En frisættelse fra et påtvunget socialt spil, man ellers ikke kan sætte sig ud over. Kan maleriets og Kathrine Ærtebjergs undersøgelser og udforskning af ”andethed” og das Unheimliche munde ud i et svar, der ikke kun forbliver eksotisk i en kunstkenders oplevelsesøkonomi, men rent faktisk kan berige os i vores daglige liv med og mod hinanden? Optimalt set udviser kunsten en social ansvarlighed, hvis den lykkes. Bibringer os, lidt populært sagt, et særligt reflektionsrum, hvor vi netop kan blive klogere på os selv ud fra en mindre tvangsmæssig anskuelse. Kunsten stiller hele tiden spørgsmål og vægrer sig ved at servere svaret for os, men leder os i retning af at kunne forstå hvor vi er, hvordan vi bliver til, og givetvis hvor vi er på vej hen.

At overvinde kønnets særlige samfundsmæssigt bestemte formationer - ved at tilbyde en alternativ forståelse at de eksistentielle vilkår - er et tungt åg at placere på kunstnerens skuldre. Ikke desto mindre synes begæret efter svar på dette anliggende så ultimativt eksistentielt, at budet herpå er mangfoldigt i samtidskunsten. At der også i dette terræn er brug for en uforkyndende forståelse og materealisering af en lang række kunstværker, der reflekterer køns- og idetitetsproblematikken ud fra de særlige forhold, der er givet i vores samtid.

Kathrine Ærtebjerg er en værdigt eksempel på en kunstner, der arbejder med disse komplekse forhold mellem køn, seksualitet og identitet ud fra en billedverden, der i al sin frugtbarhed og symbolske rigdom undsiger sig de stereotypier, der sædvanligvis tvinger os til at tænke i modsætninger - kvinde versus mand, natur versus kultur, hård versus blød, etc. I stedet tilbydes beskueren en fantasifuld verden af flertydighed, ekstrem foranderlighed og en følgelig anerkendelse af menneskets eksistentielle vilkår. Spørgsmålet om ”Hvordan bliver jeg til?” lader sig indskrive i de sarte penselstrøg for igen at vige og forsvinde i de store pastelfarvede rumgengivelser.

Billedet bærer titlen ”Hun var aldrig alene” og er malet over nogle måneder i 2004, og kan meningsfuldt ses som repræsentant for den særlige ikonografi, der, om man vil, udgør universet i Ærtebjergs kunstneriske virke. ”Hun” er en generaliserende betegnelse og aldrig et udelukkende personligt anliggende, hvorved kunstneren bevidst frasiger sig en ellers særdeles udbredt og hårdfør måde at betragte kunst på i den modernistiske biografiske læsning. Men når nu billedet ikke handler om kunstneren selv, hvad er det så billedet tilsigter?

På billedfladen præsenteres man for et tilsyneladende hjemligt og trygt miljø, hvor den centrale figur halvt er til skue, og halvt er skjult under dynen i den overdimensionerede seng. Prøvende mødes beskueren med et feminint blik, der både synes tillokkende såvel som afventende og privat. På sengen ses et mærkværdigt person - eller måske rettere dyregalleri – hun har aldrig været, og er ikke alene. Rammen, eller kulissen om man vil, er et kraftigt farvet rødt baggrundstæppe, der markerer en form for grænse for et grusomhedens teater, hvorfra en hvilken som helst scene kan spilles, dog med et ganske særligt cast udelukkende bestående af én aktør, der projicerer en indre verden befolket med aber og barnagtige skikkelser ud til betragteren. Alene og alligevel absolut ikke. Et gådefuldt univers, der både mimer og producerer tankens og følelsens manglende logik. 

Kvinden/pigen /barnet i billedets midte repræsenterer, hvad man med mening kunne kalde et ”site of resistance”. Teenagerskikkelsen søger dit blik, men synes flertydig, og at være ikke én, men mange. Hun besidder et indre liv, der ikke sådan lader sig botanisere af en voksenverdens opfattelse af og krav til en udspecificeret klargøring af forholdene omkring køn, seksualitet og identitetsdannelse. Drifts- og lystfølelsen skaber et begær, der muliggør en tilstand af en decideret selvtilstrækkelighed, som ikke lader sig begrænse af sociale normer og forestillinger.
I identifikationen med lærredets let aflæselige figuration, tilbyder kunstneren en særlig mulighed for betragteren. Men det er et distanceret møde mellem to verdener, hvor figuren - til venstre for protagonisten - med kniven i hånden i en truende gestikulation, bærer det katastrofiske og skrøbelige element, som enhver psyke potentielt rummer. De indre kræfter er ikke længere usynlige og patologiske fortrængte mekanismer, men blotlagte og illustrative bestanddele, der udgør den verden og det reflektionsrum, som Ærtebjerg stofligør og som sådan inviterer os til at deltage i. Den franske filosof Gilles Deleuze taler om kunstnerens unikke mulighed for at drage det sanselige ud af kaos og give det form, og om at indfange usynlige kræfter, at trække dem ud af mørket. Med en formulering lånt fra den schweiziske kunstner Paul Klee, betyder det; ”ikke at gengive det synlige, men at gøre synligt” Dette er præcis, hvad Ærtebjerg gør.

I mellemrummet, eller i den forvirring, der opstår i den udspillede scene, hvor ubestandigheden mellem drøm og virkelighed og teenagerens selvvalgte foranderlighed bliver grænsesættende, opstår muligheden for et blik ind i en identitetsdannelse, der altid vil være usikker. Ikke kun i pigeværelset, men som samfundsfortrængt selvfølgelighed. Bemestringen af kønnet er en erfaring af uoverensstemmelser, sløring og brud, der synes permanente og måske netop derfor fortsat skaber plads til nye indsigter og handlemuligheder over et livsforløb.
Kathrine Ærtebjergs maleri tillader et kig ind bag sløret, ind i en virkelighed, hvor fastlåste identitetsforestillinger og køns- og seksualnormer evakueres og lader det være op til beskueren, hvilket blik, hun møder værket med. Hvordan du fortolker og besvarer spørgsmålene ”hvor er jeg?” eller” ”hvordan bliver jeg til?”
Måske ligger ledetrådene i selve den maleriske gestus, der anerkender tilstedeværelsen af det ukendte, det der ikke er hjemligt og ikke bemestres af sproget og tegnets umiddelbare entydighed. ”Hun var aldrig alene” er en metafor for en permanent tilstand af ikke at høre til noget sted andet i en psykisk forestillingsverden. Den helt store bevidsthedsmæssige indsigt i denne tilstand ligger i den stadige bevægelse mod ikke at være afhængig. Både i den materealistiske såvel som den spirituelle verden. Og ikke mindst i det fortløbende sociale skuespil, hvor betingelserne for det menneskelige statueres. Som nomaden, der frasiger sig hjemmets indelukke, åbner Kathrine Ærtebjergs maleri op for en verden af illusioner, hvor kønnets overvindelse toner frem forude.