Billedets uvisse hensigt

Kathrine Ærtebjergs billedsprog visualiserer et egenartet univers, der befinder sig i glidende overgange mellem kendte realiteter og ukendte fantasidrømme. Rundt omkring en central figur placeret i landskabelig natur, eller i et ubestemmeligt rum, er blomster, insekter, dyr og fugle sat i spil med små figurer og geometriske former, så resultatet forvrider enhver sikker fornemmelse af at have fast grund under fødderne. I mødet med hendes tegninger og malerier, der på udstillinger tit og ofte præsenteres som installatoriske ophængninger med tilkoblet skrift direkte på væggen eller kombineret med løsrevne og frit ophængte formelementer til at binde malerierne sammen – som det skete på Kathrine Ærtebjergs afgangsudstilling fra Kunstakademiet, Exit 2002 i Kunstforeningen i København – føres man på en og samme gang tilbage til mindelser om barndommens fantasier og ud i eventyrets forunderlige, men ofte tillige groteske verden. Intet er entydigt og fortolkningsmulighederne derfor mange.
Drøm /virkelighed er den sigende titel på et stort figurativt oliemaleri. En ung pige ligger på en madras ude i et åbent grønt landskab. Hun er afslappet og hendes øjne er lukkede, tilsyneladende sover og drømmer hun. Op fra hendes mave vokser et næsten goldt og bladløst træ, hvor der befinder sig et par farverige, overdimensionerede sommerfugle; en livagtig hare sidder på en gren og rundt omkring på andre grene og kviste forefindes en hel del flade, sortmalede silhouetfigurer af menneskelignende former. Tre mænd i miniformat foretager forskellige gymnastiske bevægelser; de er minutiøst gengivet som stregtegninger i en manual for legemsøvelser. Sammenhængskraften i dette drømmesyn er maleriets store gåde. Men hvorfra kommer den mærkværdige konstellation og sammensmeltning af motiver?
Her er det fristende at vende blikket mod middelalderens forestillinger om livstræet samt det indviklede symbolindhold i den nederlandske maler Hieronymus Boschs kontroversielle værk. Bosch var virksom fra 1480 til sin død i 1516. Han introducerede det fantastiske og dæmoniske i maleriet ved blandt andet at vende op og ned på størrelsesforhold, så mennesket blev lille, dyr og planter store. Og umage elementer sammensatte han til myldrende, visionære fortællinger. Men også surrealisternes senere udforskning af det irrationelle og underbevidstheden spiller sin væsentlige rolle.
Sammenstillingen af miniaturen og det gigantiske – i øvrigt to størrelser, som børn uden problemer skifter mellem i deres leg – handler vel dybest set om at finde principper at organisere virkeligheden efter. Hos Kathrine Ærtebjerg omgiver disse størrelsesforhold gengivelsen af en ung pige, der fra billede til billede nærmest kan følges som hovedpersonen i en føljeton. Pigen er navnløs, til tider et ”jeg”, men oftest blot en ”hun” som i maleriet Hun havde tit fået at vide at hun var en blomst. Hun følte sig ikke som sådan. ”Hun” fungerer som et centrum for den historie det enkelte billede beretter; det er hende, der frembringer fantasierne, spørgsmålene og de mange undrende refleksioner over livet, som denne figur, der ikke længere er barn, men heller ikke voksen, stiller sig. Billedtitlen Hun kunne ikke sove er et udsagn fra privatsfæren. Men maleriet af pigen, der ikke kan sove, tilhører alligevel ikke bekendelsesgenren, for Kathrine Ærtebjerg har med humoristisk behændighed transformeret denne banale tilstand over i fiktionens fantasi- og symbolverden, hvor en sælsom distance etableres. ”Hun” er en litterær konstruktion, et alter ego for kunstneren, der med figurens pubertetstilstand samtidig anslår metamorfosen som et gennemgående tema sammen med brugen af skalaforskydninger.
Metamorfose er ikke blot en forvandling fra en tilstand til en anden som led i en fremadskridende proces, men også en radikal formforandring. Et af de mest berømte litterære eksempler er historien om Apollon og Dafne fra Ovids Metamorfoser, hvor nymfen Dafne forvandles til et laurbærtræ for at undslippe Apollons tilnærmelser. I metamorfosens verden er det ikke fornuftsstridigt at overgå fra en art til en anden og ofte er metamorfosen fantasiens flugtvej. Hos Kathrine Ærtebjerg foregår adskillige sådanne metamorfoser, der underbygger indtrykket af en eventyrlig drømmeverden. Det er hendes fantasi, der visualiserer en parallel verden, hvor erindringen træder frem. Måske er det barndommens drømmeland, hvor detaljer og begivenheder smelter sammen inden de fortoner sig i fjerne minder. Fjernheden og det uhåndgribelige manifesterer sig helt konkret i værkerne med den maletekniske fladhed, som selv de største malerier er karakteriseret ved.
Overskriften ”Billedets uvisse hensigt” er den sidste sætning i et digt skrevet af Kathrine Ærtebjerg. Når hun kobler tekst med billede sker det for at undersøge muligheder og retninger, når to forskellige udtryksformer spiller sammen. Titlerne får derfor også deres særlige betydning, ligesom billederne i udstillingssammenhæng tilføres nyt, når kunstneren organiserer dem i forbindelse med korte tekstlige udsagn. Tegningerne, har hun udtalt, opstår meget direkte uden de store overvejelser, men i arbejdsprocessen hen mod maleriet, kan motivet overføres fra tegningerne og genbruges. Processen ligner metamorfosens væsen. På en knivskarp kant afbalancerer Kathrine Ærtebjerg intuitionens frie spil. Derved kan der i billederne opstå en gennemstrømning af det ikke kontrollerede, der efterfølgende underlægges den skønhedens og perfektionens æstetik, som i så høj grad tilfører hendes malerier karakteren af eventyr og indsigt i fantasiens verden.
Kathrine Ærtebjerg er imidlertid ikke ene om at udforske en sådan verden. En flok yngre – især kvindelige – kunstnere har her ved begyndelsen af det nye århundrede manifesteret en stor fascination for maleriske fortællinger, hvor både uskyld og gru udfoldes i kunstige landskaber, utopiske byer eller mærkværdige interiører. Hverdagsrealismen, der på mange måder prægede kunsten i 1990’erne, er nu forladt til fordel for en forestillingsverdens udvidede virkelighedsopfattelse. Fantasi og intuition er sluppet løs i dette nye Fantasy-maleri, hvor ikke mindst Kathrine Ærtebjergs værker folder sig ud med smuk konsekvens.

af Ann Lumbye Sørensen